Centrovice
Forside
Nyhedsbrev
Udskriv
Kontakt
Oversigt

Landbrug
 

Dispensationsansøgninger

EU’s landbrugsreform i forhold til forpagtningsaftaler
Forslag til vilkår i forpagtningsaftaler under hensyn til EU-reformen omafkobling af landbrugets støtteordninger, 5. september 2003
Der er i det følgende opstillet vilkår, der søger at tage højde for både Fischlers model og den regionale model og som kan anvendes i relevant omfang i det enkelte tilfælde. Formuleringerne tager ikke højde for alle situationer, hvorfor det vil være en god ide, at drøfte situationen med din rådgiver. Vilkårene tager ikke stilling til hvem, der skal bære tabet, hvis der ikke kan sikres støtterettigheder til arealerne, herunder konsekvenserne af parternes begrænsede muligheder for overdragelse samt
eventuelle regler om toldning.
Der kan ikke anvises en generel anbefaling om at indgå 1-årige aftaler og om det på nuværende tidspunkt er hensigtsmæssigt at medtage vilkår om genforhandling af
forpagtningsafgiften, herunder mulighed for opsigelse inden reformen træder i kraft.
De anførte oplysninger i det følgende er altså alene udtryk for vores viden på nuværende tidspunkt ud fra det foreliggende, foreløbige materiale. Der er intet, der er endeligt fastlagt.

Forslag 1:
(Forslag til vilkår med specificerede rettigheder og pligter samt mulighed for opsigelse)

EU-reform af den fælles landbrugspolitik
Forpagtningsafgiften er fastsat med udgangspunkt i, at forpagtningen omfatter leje af jord med støtterettigheder. Ved aftalens indgåelse er det uafklaret, hvornår reformen træder i kraft, om Danmark vælger den regionale model, og hvordan de nærmere regler bliver.

Tildeling af støtterettigheder til forpagter
Såfremt reformen af EU’s landbrugspolitik træder i kraft i forpagtningskontraktens løbetid, og såfremt bortforpagter som landbruger får tildelt støtterettighederne for det forpagtede areal, bortforpagtes disse rettigheder uden særskilt vederlag til forpagter i et omfang svarende til det bortforpagtede jordareal, således at forpagter har mulighed for fortsat at søge støtte til arealet.

Såfremt det alene er muligt for bortforpagter at sikre tildeling af støtterettigheder til det bortforpagtede areal ved at drive det selv i en periode, er bortforpagter berettiget til at opsige kontrakten med så kort varsel som nødvendigt. Forpagter er i så fald berettiget til at modtage erstatning for mistet overskud i det igangværende dyrkningsår.

Såfremt det ikke er muligt at overdrage støtterettighederne fra bortforpagter til forpagter og forpagter ikke har mulighed for at få tildelt støtterettigheder fra den nationale reserve til de forpagtede arealer, kan forpagter kræve kontrakten genforhandlet i sin helhed, herunder opsige kontrakten til udløbet af et dyrkningsår.

Forpagters udnyttelse af støtterettigheder
Forpagter er forpligtiget og berettiget til at udnytte de forpagtede eller tildelte
støtterettigheder.
Forpagter er ikke berettiget til at give transport eller anden form for kreditorrettighed i støtterettighederne til anden person end bortforpagter.

Forpagters overdragelse af støtterettigheder til bortforpagter ved forpagtningsperiodens ophør
Ved forpagtningskontraktens ophør overdrager forpagter uden særskilt vederlag forpagtede og tildelte støtterettigheder til det forpagtede areal til bortforpagter eller anden af bortforpagter anvist landbruger.

Forslag 2:
(forslag til generelt vilkår om EU-reformen med mulighed for opsigelse)

EU-reform af den fælles landbrugspolitik
Forpagtningsafgiften er fastsat med udgangspunkt i, at forpagtningen omfatter leje af jord med støtterettighed. Når konsekvenserne af reformen af EU’s landbrugspolitik for forpagter og bortforpagter er nærmere kendt, er hver af parterne berettiget til at kræve genforhandling af forpagtningskontrakten. Kan parterne ikke blive enige i denne genforhandling, er begge parter berettiget til at opsige kontrakten. Hvis bortforpagter opsiger kontrakten, er forpagter berettiget til at modtage erstatning for mistet overskud i det igangværende dyrkningsår.

Forslag 3:
(forslag til vilkår uden opsigelsesmulighed, der f. eks. kan anvendes ved efterløn og dagpenge)

EU-reform af den fælles landbrugspolitik
Ved aftalens indgåelse er det uafklaret, hvornår reformen træder i kraft, om Danmark vælger den regionale model, og hvordan de nærmere regler bliver.

Tildeling af støtterettigheder til forpagter
Såfremt reformen af EU’s landbrugspolitik træder i kraft i forpagtningskontraktens løbetid, og såfremt bortforpagter som landbruger får tildelt støtterettighederne for det forpagtede areal, bortforpagtes disse rettigheder uden særskilt vederlag til forpagter i et omfang svarende til det bortforpagtede jordareal, således at forpagter har mulighed for fortsat at søge støtte til arealet.

Såfremt reformen af EU’s landbrugspolitik medfører, at hverken bortforpagter eller forpagter får tildelt støtterettigheder, forpligter begge parter sig til at medvirke til ansøgning om støtterettigheder i den nationale reserve, for så vidt dette er muligt.

Forpagters udnyttelse af støtterettigheder
Forpagter er forpligtiget og berettiget til at udnytte de forpagtede eller tildelte støtterettigheder. Forpagter er ikke berettiget til at give transport eller anden form for kreditorrettighed i støtterettighederne til anden person end bortforpagter.

Forpagters overdragelse af støtterettigheder til bortforpagter ved forpagtningsperiodens ophør
Ved forpagtningskontraktens ophør overdrager forpagter uden særskilt vederlag forpagtede og tildelte støtterettigheder til det forpagtede areal til bortforpagter eller anden af bortforpagter anvist landbruger.

Køb- og salgsaftaler

Landboretlige opgaver

Skøder

Publiceringsdato: 20-07-2005
Søg på www.centrovice.dk
Medlemslogin
Glemt kodeord?

Har du spørgsmål?
Medlemsskab
Medlemsblad
vækst er navnet på Centrovices medlemsblad, der udkommer 11-12 gange om året og sendes direkte til medlemmerne. Læs mere